Når man som virksomhed reserverer 10 % af ejerskabet til en warrantpulje, kan det umiddelbart lyde som om, at ejerne mister præcis 10 % af deres ejerskab.
Virkeligheden ser faktisk lidt anderledes ud
Her kan du se nærmere på praktisk grunde til, at udvanding aldrig sker:
Den reserverede pulje bliver ikke uddelt
Måske bliver der aldrig brug for at rekruttere med warrants. Eller måske kun for en mindre dels vedkommende. Selvom en warrantpulje er reserveret, behøver man ikke bruge den - eller bruge den hele.
Folk stopper i vestingperioden
En markant del af warrantmodtagere stopper i løbet vesting-perioden. Et uofficielt tal siger ≈ 60 %. Resultatet er, at en betydelig del af de tildelte warrants går tilbage til puljen.
Warrants bliver aldrig udnyttet
Der kan være flere grunde til, at modtager ikke udnytter warrants. Måske kan warrants udnyttes ved "exit", men en kvalificeret begivenhed indtræder aldrig. Måske har modtageren ikke mulighed for at finansiere udnyttelsesprisen. Måske ønsker modtageren slet ikke at udnytte pga. af skat.
Differenceafregning
Ved differenceafregning afvikler selskabet warrants ved kontant udbetaling til modtager. Det kræver, at selskabet har midlerne - og ønsker at finansiere afviklingen. Til gengæld sker ingen udvanding af ejerne.
Høj udnyttelsespris
Af og til betaler modtager en relativ høj udnyttelsespris. Her kan man diskutere, hvor høj en udvanding, der rent faktisk sker. Årsagen er, at modtageren indbetaler et relativt stort beløb til selskabet ved udnyttelse. Det betyder, at værdien af selskabet isoleret set stiger. Ved exit, vil dette komme øvrige ejere til gode. Selvom deres procentuelle ejerskab falder, vil værdien af aktierne stige.
Min pointe:
Selvom en procentdel af selskabet er reserveret til en warrantpulje, vil den faktiske udvanding i en række tilfælde være mindre