Nøglesituationer:
Overdragelse til holdingselskab
Warrants tildeles i de fleste tilfælde som kompensation for en personlig arbejdsindsats. Det betyder, at de skal tildeles personligt - ikke i holding. Ellers risikerer man 112 % beskatning - og andre problemer.
Men der er en vej til holdingselskabet:
(1) Man værdiansætter warrants
(2) Overdrager til holding, og
(3) Betaler skatten
Skatten vil ca. bestå i op til ca. 56 % af værdien af warrants på overdragelsestidspunktet inkl. AM-bidrag. Det kan særligt betale sig, hvis man tror på en fremtidig værdistigning - og kan finansiere skatten her og nu.
Køb direkte i holdingselskab
Et alternativ er at købe warrants til markedspris direkte i holdingselskab. Gør man det, modtager man ikke noget "vederlag", der skal beskattes personligt. Man betaler nemlig hele markedsprisen, så der ikke er noget tilbage at beskatte. Dermed er vi ude af personbeskatning efter ligningsloven.
Det kræver dog, at vi værdiansætter værdien af warrants for at finde markedsværdien. Den markedsværdi betaler holdingselskabet så på tildelingstidspunktet.
Hvis man ønsker fuld sikkerhed for værdiansættelsen, kan man bede om bindende svar fra Skat (tager ca. 6-8 måneder). Uanset hvad, er et skatteforbehold en god idé, da det giver mulighed for at rulle transaktionen tilbage, hvis Skat senere viser sig at være uenig.
Tildeling under ligningslovens § 7P
Tildeler man optioner eller warrants under 7P, skal warrants værdiansættes. Den værdiansættelse skal fremgå af en aftale om brug af 7P. Jeg ser tit programmer, hvor folk tror, at 7P gælder, fordi 7P er nævnt. Dog har man glemt at værdiansætte og/eller skrive den opgjorte værdi pr. warrant ind i aftalen. Dermed gælder 7P faktisk ikke, hvilket kan lede til ubehagelig overraskelser.
Hvorfor skal man værdiansætte under 7P?
Man skal bruge en værdi pr. warrant for at afgøre, om man befinder sig indenfor 10, 20 eller 50 %-grænserne i 7P. Konkret sammenholder man værdien af warrants med medarbejderens årsløn på tildelingstidspunktet.
Eksempel:
Medarbejders årsløn er 600.000 kr. Vi vil bruge 50 %-modellen i 7P. Vores værdiansættelse siger 200 kr. per warrant. Dermed kan vi tildele medarbejderen op til 1.500 warrants hvert år i hele vestingperioden ((600.000*0,5)/200). Hvis perioden er 5 år betyder det en samlet tildeling på op til 7.500 warrants under 7P (5*1.500).
Jeg har lidt skrevet lidt flere detaljer om værdiansættelse af warrants her, inklusiv valget mellem Ligningsrådets vejledende formel og Black-Scholes https://lnkd.in/dy8nuZkt